fbpx

Sorg

Sorg påvirker os dybt, skaber forandringer i vores liv som det er svært at forholde sig til og tanker om skyld over alt det, vi ikke nåede sammen med den afdøde, fordi vi troede det kunne vente.

Sorg påvirker humøret, giver ofte søvnproblemer og manglende overskud i hverdagen. Den påvirker vores livskvalitet og familielivet. Samtidig er det vigtigt at sørge, at give os lov til at føle, græde og give slip. Almindeligvis er det en process der tager flere måneder og mærkes ved alle mærkedage og højtider specielt det første år.

De sidste par uger har jeg fået flere spørgsmål om sorg, specielt langvarig sorg, der er svær at slippe. Fortsætter sorgen over længere tid, eller den føles tung og livet bliver uoverskueligt, med uger af svære søvnproblemer og en tiltagende følelse af ikke at være god nok, stress eller lignende så kan det være der er brug for at arbejde mere aktivt med sorgen.

Den langvarige sorg kan have flere årsager, som

  • Skyldfølelse over uafsluttede handlinger, samtaler, måske det at den sidste samtale udmundede i et skænderi. Et skænderi som du nu fortryder, som føles irrelevant og som måske betød, at den sidste samtale blev afsluttet på en dum måde.
  • Udløser tidligere oplevelser der ligger dybt begravet i vores indre. Det kan være andre dødsfald hvor sorgen ikke fik lov til at komme til udtryk, både over mennesker og dyr.
  • At man ikke fik sagt undskyld eller tilgivet personen. Nu hvor vedkommende ikke er her længere fylder det meget – og du bebrejder dig selv at du ikke fik “taget dig sammen” til at tage det første skridt.

Uanset om din sorg er ny eller har varet længe er der ikke for sent – For, ligesom med placebo kan vi forestille os meget, også at få afsluttet og sagt ordentligt farvel. En metode til dette er at udføre denne øvelse:

Du skal bruge papir og en pen og har du et billede af den afdøde, kan du sætte billedet foran dig, og ellers forestiller du dig et mentalt billede af personen. Slut telefonen og sørg for at der er ro den næste halve time. Tag et dybt afslappende åndedræt og skriv nu til personen alt det, du ikke nåede at få sagt. Du kan starte processen ved at fuldføre disse sætninger;

“Det jeg ønsker at sige til dig ”navnet på personen du skriver til” er…”

”Det jeg aldrig fik sagt til dig ”navnet på personen du skriver til” mens du var i live er…”

”Det, det betyder for mig endelig at kunne formidle dette til dig ”navnet på personen du skriver til” er…”

”Det jeg mere vil sige til dig ”navnet på personen du skriver til” er…” Fortsæt med at skrive, til du føler, du har sagt alt hvad du gerne vil sige til personen”

Undersøgelser har vist, at det at give udtryk for vores tanker og følelser til et billede fungere ligeså godt og nogle gange bedre end en samtale direkte til personen. Prøv det selv og se hvordan det virker for dig.  

Oplever du at din sorg holder ved, så kan terapi være løsningen. Er du i tvivl så kontakt mig for en uforpligtende introduktions samtale på dansk her https://www.lottevesterli.com/intro-call/

Når oplevelser danner ar

Når oplevelser danner ar

Et angreb, som det der skete I weekenden på Synagogen I Göteborg, sætter dybe spor. Uanset at der ikke var nogen der fysisk blev ramt, så kommer der nemt ar i form af indre blokeringer. Indre blokeringer der er med til at påvirke vores stresskapacitet i negativ retning.

En anden ting der ofte sker i så intense oplevelser er, at tidligere oplevelser, som har lagret sig som en indre blokering, dukker op til overfladen. Og dermed forstærker din reaktion.

Når du er udsat for en ond handling rettet mod dig selv eller det du står for, er det væsentligt at du efterfølgende arbejder med at få oplevelsen ud af kroppen igen. Ved ikke at lægge låg på og få professionel hjælp hvis du mærker symptomer som søvnløshed, øget stress, angst.

Find en terapeut der er kan hjælpe dig med at finde den egentlige årsag til din reaktion. Uanset om den direkte skyldes denne voldsomme oplevelse, eller om oplevelsen har udløst en reaktion fra en tidligere oplevelse.

Jeg har ofte set i mit arbejde med stress og traumer, at en ny oplevelse trigger en underliggende tidligere blokering. Reaktionen bliver dermed kraftigere end man umiddelbart ville have regnet med og udløser en stress eller angst reaktion. Min klient er ofte uforstående overfor hvorfor reaktionen blev så kraftig. Der har altid været en god forklaring, nemlig  at når vi går lidt dybere kommer der tidligere oplevelser frem. Oplevelser som der i sin tid blev lagt låg på og aldrig blev taget alvorligt.

Så tag din reaktion alvorlig og søg hjælp hvis du mærker symptomer.

Lotte

Lotte Waidtløw Vesterli
Specialist i stresshåndtering

 

Ulykker aktiverer gamle traumer

I går kørte en lastbil op bag i en bus med 38 uledsagede flygtningebørn. De har allerede haft det svært, og der er stor risiko for, at ulykken aktiverer tidligere traumer.

Har du nogensinde været udsat for en ulykke? Så vær opmærksom på, at det mindsker din stresskapacitet og kan give problemer mange år senere.

Det ser heldigvis ud til, at ingen af børnene har fået varige fysiske skader, selvom 10 af børnene stadig er indlagt. Det lyder lyder også til, at politiet var hurtigt til stede og fik givet psykisk førstehjælp til de mange børn, der var involveret i ulykken.

Der er nok at gøre for de krisepsykologer, som allerede i går tog ud til det center hvor børnene bor, og for personalet på stedet.  En ulykke som denne er i sig selv en traumatisk oplevelse, men udløser også nemt reaktioner fra tidligere traumatiske oplevelser. Tackles behandlingen rigtigt kan den være med til at bearbejde tidligere oplevelser, som kan være kommet frem i lyset efter ulykken.

Tidligere ubearbejdede traumatiske oplevelser uanset arten kan være med til at give stress og andre psykiske symptomer senere i livet. Hvis man for eksempel har været udsat for en voldsom ulykke som denne, og den ikke er blevet bearbejdet, kan blot et lille uheld give en voldsom stressreaktion. Ofte ser jeg i min praksis, at klienten ikke forbinder den nye ulykke med den gamle og derfor undres over sin voldsomme reaktion.

Oplever du – eller dine medarbejdere – symptomer på stress, er det derfor vigtigt ikke blot at se på den udløsende faktor men også på hvilke dybere liggende årsager, der kan ligge bagved. Når de bagvedliggende årsager bearbejdes øges din stresskapacitet og det bliver nemmere at bearbejde og håndtere travle og stressede situationer uanset om de sker i arbejdstiden eller fritiden.

Vær opmærksom på at det er muligt at forebygge en egentlig stresssygemelding ved rettidig omhu.

Vil du høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig eller dine medarbejdere, så er du velkommen til at kontakte mig på 88 88 41 96. Du kan også læse mere på www.lottevesterli.dk