Skab mere ro i dit liv

Jeg er ved at samle forråd til vinteren. Lige nu kan jeg høste masser af æbler fra mit æbletræ og mange af dem bliver skåret i skiver og tørret. Det giver mig sunde og friske snacks til den mørke tid.

Det giver ro at have noget på lager. Det er en følelse som er indkodet i vores gener. Vi er efterkommere af dem der har klaret sig bedst gennem hårde tider. Og det har været dem der har lagt til side og været forberedt. Det er derfor at selv mennesker uden brændeovn kan glæde sig over at se en stabel kløvet, tørt brænde.

Moderne mennesker behøver ikke at tørre æbler, kule kartofler ned eller sylte græskar for at klare os igennem vinteren. Supermarkedet kan hver dag levere hvad vi har brug for. Men det gør en forskel for din mentale tilstand at have noget på lager. Hver gang du kigger ind i et tomt køkkenskab udløser du en lille smule af stenaldermenneskets angst for at sulte. Hver gang du kigger ind i et velforsynet fadebur falder pulsen lidt.

I Weekendavisen sidste uge skrev Linea Maja Ernst skrev morsomt og tankevækkende om glæden ved det fyldte fadebur som “et magasin af forråd som fylder én med ro”. Hun er ikke i gang med at samle høstens rigdom fra naturen. Hun skyder en genvej ved at indkøbe sig et forråd af pasta, ris, bønner, olivenolie og dåser med tomatkoncentrat.

Hvis du vil forbedre din livsglæde, så ryd en hylde i et køkkenskab. Find nogen glas eller gennemsigtige plasticbøtter. Og fyld dem med forråd. Det lyder måske fjollet. Men prøv det. Det virker.