fbpx

Er din telefon lige smart nok?

Har du overvejet at din telefon er lige smart nok? Vi har allesammen en smartphone og lommen fuld af apps der kan underholde, forstyrre og distrahere os. For 15 år siden havde vi allesammen telefoner der kun kunne ringe og sende SMSer. Flere og flere vender tilbage til sådan nogen. De oplever mere fokus og kreativitet, og bruger mere tid sammen med deres venner.

Jeg har stadig en smartphone. Men jeg har også en meget enkel telefon jeg tager med når jeg tager i sommerhuset til mit årlige “silent retreat”, og når jeg simpelthen bare har brug for at fokusere. Med min simple telefon er jeg ikke totalt isoleret. Men alt hvad der sker i verden og på social media må vente til jeg kommer hjem igen. Prøv at købe en brugt simpel telefon og brug en dag om ugen med kun den. Det kan ændre dit liv dramatisk.

Brug din telefon mindre

Hvor tit samler du din telefon op? Hvis du ligger på gennemsnittet er det 58 gange om dagen. Og det er hvor mange gange du faktisk bruger telefonen. Alle de gange du bare samler den op for at checke hvad klokken er kommer oveni. Hvis du har en iPhone, så slå funktionen Skærmtid til (under Indstillinger). Hvis du har en Android telefon, så se under Indstillinger, Digital velvære & forældrekontrol.

Når du har fundet dit tal, så giv dig selv den udfordring at få det ned. Vi har kun så meget tid at leve i, og vi bruger for meget af den bøjet over telefonen.

Arbejde for sig, fritid for sig

Lad være med at bruge SMS til arbejdsbeskeder. Og lad være med at bruge Messenger, WhatsApp, Snapchat, Signal eller Telegram, eller hvad du bruger til din personlige kommunikation. Den eneste undtagelser er hvis du har en separat arbejdstelefon som du kan sætte på lydløs og lægge i en skuffe når du ikke er på arbejde eller tilkald. Så kan SMS til dette nummer være OK.

Stress skader dit helbred hvis du altid er under stress. Det er OK at udnytte kroppens stress-respons i korte perioder med ekstraordinær belastning. Men hvis du lader din arbejdskommunikation blande sig med din private kommunikation holder du dig selv i konstant stress. Du tjekker hele tiden din telefon for at sikre dig at du ikke er gået glip af en vigtig besked fra din chef.

Den eneste måde at forebygge stress i et moderne always-on samfund som vores er at sætte grænser og slukke for din kommunikation. Det kan være du stadig gerne vil have notifikationer på din telefon hvis du nu skulle få en vigtig SMS fra en veninde. Men du bliver nødt til at kunne holde din arbejdskommunikation adskilt så du kan slukke for den.